Medlemsbetingelser

I FDF Karlslunde passer vi godt på dine personlige oplysninger og vil til enhver tid behandle dem i henhold til de gældende regler for persondata.

Her kan du læse vores medlemsbetingelser, og hvordan vi håndterer dine persondata.

Indmeldelse

Når du indmelder dig selv eller dit barn i FDF Karlslunde, skal du oplyse medlemmets navn, adresse, postnummer, by, e-mailadresse, telefonnummer og fødselsdato. For medlemmer under 18 år skal der oplyses mindst en kontaktperson, med navn, e-mail, telefonnummer og tilhørsforhold. FDF Karlslunde anbefaler, at alle medlemmer uanset alder har mindst en kontaktperson registreret.

FDF Karlslunde opretter og gemmer disse oplysninger i Landsforbundet FDFs medlemssystem, hvorfra vi administrerer dit medlemskab. Ved oprettelse får du et personligt medlemsnummer.

Fototilladelse

I FDF Karlslunde er vi rigtig glade for at vise vores aktiviteter frem for forældrene. Derfor deler vi billeder af vores medlemmer og aktiviteter på vores hjemmeside og på de sociale medier.
Alle billeder bliver gennemgået for at sikre, at vi overholder de gældende regler for offentliggørelse af fotos. Hvis du mod forventning alligevel finder et billede, som du er utilfreds med, at vi har delt, så skriv til os på kredsleder@fdfkarlslunde.dk med en adresse til billedet, og hvordan du har fundet det, så fjerner vi det selvfølgelig hurtigst muligt.

Transporttilladelse

I FDF Karlslunde benytter vi os af offentlig transport, transport i lejede busser og forældretransport i forbindelse med lejre og arrangementer.

Kontingent

Medlemskontingent opkræves via Landsforbundet FDFs systemer og samarbejdspartnere.
For information om pris og betalingsdatoer se https://fdfkarlslunde.dk/om/kontingent/

For sen betaling

Betales kontingentet ikke til tiden, udsender FDF Karlslunde en rykker på e-mail. Hvis du/dit barn ikke betaler senest på den i rykkeren angivne betalingsfrist, stilles medlemsskabet i bero. Så kan du/dit barn ikke længere deltage i FDF aktiviteter/arrangementer, ligesom dine rettigheder som medlem f.eks. forsikringer forsvinder.

Husk at opdatere dine oplysninger

Ændringer i medlemsoplysninger som f.eks. adresse, e-mail eller telefonnummer mv. skal meddeles til FDF Karlslunde på e-mailadressen kontingent@fdfkarlslunde.dk . Det er dit ansvar, at FDF Karlslunde til enhver tid har dine korrekte oplysninger, så vi kan kontakte dig i påkommende tilfælde.

Varighed

Dit medlemskab er løbende og fortsætter til det opsiges skriftligt.

Opsigelse af medlemskab

Hvis du ønsker at udmelde dig/dit barn af FDF Karlslunde, skal du skrive til kontingent@fdfkarlslunde.dk eller udfylde formularen på www.fdfkarlslunde.dk i kontakt- afsnittet.

FDF Karlslunde kan slette et medlem, som er i restance med kontingent, hvor vi ikke har kunnet komme i kontakt til medlemmet.

Håndtering af medlemsdata

Når du melder dig/dit barn ind i FDF Karlslunde, giver du tilladelse til, at vi må behandle dine personoplysninger til brug for dit medlemskab.

Delt dataansvar

Efter indmeldelse i FDF Karlslunde er det Landsforbundet FDFs administration, der er ansvarlig for alle data, der registreres i Landsforbundets centrale medlemssystem. FDF Karlslunde deler ansvaret på den måde, at det er FDF Karlslunde, der normalt vedligeholder de fleste af disse data.

FDF Karlslunde administrerer:

Navn
Adresse
E-mail
Telefon
Klasse
Køn
Fødselsdato
Indmeldelsesdato
Udmeldelsesdato
Kontingentopkrævninger
Tilladelser til klatring, kørsel, svømning mm.
Børneattest (kun for medlemmer over 15 år. der deltager i lederopgaver)

FDF Landsforbundet administrerer:

Tilladelser
Certificeringer

Deling af medlemsdata

Vi videregiver IKKE dine informationer til tredjepart, med mindre du har givet os et særskilt samtykke til at dele dine data.

Håndtering af dine data ved udmeldelse

Hvis du melder dig/dit barn ud af FDF Karlslunde, vil du ikke længere modtage nogen kommunikation fra os. Vi sletter dog først registrerede oplysninger om medlemskabet fem år efter, du har meldt dig/dit barn ud, jf. bogføringslovens krav.

Kontakt via e-mail og sms

Når du registrerer e-mailadresse og telefonnummer på tilmeldingsblanketten eller i vores medlemssystem, accepterer du samtidig at vi udsender medlemsrelevant information som f.eks. indbydelser til lejre og arrangementer, information om ændringer i dit medlemskab mm.

Helbredsforhold

Vi registrerer IKKE helbredsforhold i FDFs centrale medlemssystem. Derfor er det vigtigt, at information om sygdom, medicin mm. påføres hver eneste tilmeldingsblanket, hvor dette måtte være relevant. Så snart arrangementet er afholdt, bliver blanketterne destrueret. Vi gemmer kun bogføringsrelevant data.